Maltegårdsvej 24D, 2820 Gentofte

Enderækkehus i eksklusiv rækkehusbebyggelse

Arkitekturen er klassisk med et internationalt præg i den lille eksklusive rækkehusbebyggelse med seks huse, fra 2008. Bag den dobbelte smedejernsport finder du et velordnet fællesareal med god plads og to parkeringspladser til hver ejendom, hvoraf den ene er i carport med mulighed for ellader via Clever.

Placeringen er i top med rideklubben som nabo og ganske kort afstand til Bernstorffsparken. Mod vest når I til Gentofte Sø, mens en cykeltur i østlig retning bringer jer til Charlottenlund Strandpark. Inden for en kort radius findes desuden gode indkøbsmuligheder og specialbutikker på både Jægersborg Allé og Gentoftegade, ligesom både daginstitutioner og skoler i form af Gentofte Skole og Maglegårdsskolen ligger inden for en kort cykeltur.

Indendørs kommer opbygningen til udtryk i fantastiske rumfornemmelser med masser af lys. Der er gulvvarme overalt i stueplan og på førstesal, store rum, to badeværelser og en anvendelig kælder. Dertil lægges en solrig have og flere gode terrasser.

Stueplan indeholder en dejlig rummelig entré med gæstebadeværelse med brus. Stuen er i sig selv imponerende med de omkring ti meter lange egetræsplanker, der strækker sig i fuld længde gennem hele rummet. Hertil kommer det store Poggenpohl-køkken, der er adskilt fra stuen af en dekorativ gaspejs. I forbindelse med køkkenet er der en stor spiseafdeling, hvorfra der – ligesom fra resten af stuen – er udgang til husets 60 m² store træterrasse og den veltrimmede græsplæne. I alt fem udgange via dobbeltdøre fra stuen og spisestuen. Fra stuen er der dobbelte franske døre til endnu en stue, værelse eller kontor.

Førstesalen indeholder en rummelig repos med udgang til en vestvendt altan samt to gode værelser. Det ene værelse har udgang til en stor balkon, mens det andet er udstyret med en fransk altan. Herudover findes et stort badeværelse med både brus og kar.

Kælderen er klinkebelagt og fremstår meget anvendelig med flere gode disponible rum.

Et helt igennem dejligt og indflytningsklart hus, som passer til de fleste aldersgrupper, og som kombinerer komfort, æstetik og en eftertragtet beliggenhed i hjertet af Gentofte.

Senest solgte

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.