




Lundtoftevej 294, 2800 Kongens Lyngby
Ingers hus - istandsat modernisme i gåafstand til Dyrehaven
Denne ejendom er en arkitektonisk perle fra 1960’erne, tegnet af arkitekt Peter Bjergaard til sin hustru Inger – og siden kendt som “Ingers Hus”. Et helstøbt eksempel på dansk modernisme, hvor lys, materialer og natur mødes i en enkel og harmonisk arkitektur.
Ejendommen er gennemgribende renoveret både ude og inde af nuværende ejer med stor respekt for husets oprindelige udtryk og arkitektoniske kvaliteter. Resultatet er et indflytningsklart hjem, hvor originale detaljer er nænsomt genskabt og kombineret med eksklusive materialer, moderne komfort og tidssvarende tekniske løsninger.
Renoveringen omfatter blandt andet ny gulv- og vægisolering, nye el- og vandinstallationer, nyt tag, solpaneler og varmepumpe samt etablering af et ekstra badeværelse. Samtidig er husets karakteristiske materialitet bevaret og fremhævet med blandt andet wienerparket, klassiske klinker og et gennemgående materialevalg i eg, messing og linoleum.
Hjemmets naturlige samlingspunkt er det indbydende køkken-alrum, hvor den originale karnap med indbygget bænk skaber en særlig stemning og tæt kontakt til haven. I stuen spiller dagslyset en hovedrolle, ikke mindst gennem den originale loftskuppel, der tilfører rummet et smukt og næsten magisk lys.
Haven er nænsomt retableret med gamle træer og frodig beplantning, så husets oprindelige samspil med naturen videreføres. Den store, ugenerte terrasse danner en naturlig forlængelse af boligen og indbyder til både rolige stunder og selskabelighed.
En sjælden mulighed for at erhverve et gennemført og stemningsfuldt hjem, hvor dansk arkitektur- og designhistorie møder moderne komfort – og hvor husets oprindelige idé og sjæl er bevaret for fremtiden.

